mandag den 27. december 2010

Vaskebjørn.


Så er jeg igang med at lave lidt flere dyr. Ville lave en vaskebjørn, og har kreeret den efter hukommelsen. Den mangler efter "eksperters" mening en lille hvid aftegning i hovedet, og så er de vist ikke grå i virkeligheden? Der mangler også lidt knurhår, men pyt, den kan nok leges lidt med alligevel. Så må den næste forædles lidt.

Lille mus.

Så blev det til endnu en lille mus - meget lille. Den er strikket af en rest spindegarn fra Haandarbejdets Fremme. Det stammer fra dengang vi hæklede mængder af sjaler i entrådet spindegarn. Garnet er sikkert både mørt og tørt, men farven passede lige til dette projekt, og det samme gjorde tykkelsen på garnet. Så håber jeg det holder til at lege bare lidt med. Det er sjovt at se så forskellige udtryk, der kommer frem på de forskellige dyr alt efter garnkvaliteten, der bruges. De får næsten deres egen personlighed.

mandag den 20. december 2010

Kyssefugle.


Så var det store bagedag idag. Jødekager, chokolade specier og specier med chokolade stykker blev det til.
Der var lidt dej tilbage fra Jødekagerne, og pludselig opstod der en ny race ved "foderbrædtet". Kyssefuglene. De er pyntet med chokolade og MM´s , og herudover er der brugt små sukkerkugler og kristtjørnblade i sukker. Disse er fra Canada. Familien købte et større lager da de var på besøg og fandt en hel butik kun med den slags sukkerstads og kagepynt.
Nu skal de bare gemmes væk, så der kan være en lille overraskelsesdåse med børne småkager

søndag den 19. december 2010

Flere dyr og gnomer.

Så er der lidt mere legetøj til mit gamle projekt: "Legehuset i skoven". Det har ligget i dvale længe, men nu er der kommet lidt skub i det igen. Det blev til en ræv og en odder samt et par gnomer mere. den hvide er i angora, og er bare så blød så blød. Gnomerne er nr. 103 og 104.


lørdag den 18. december 2010

En lille juleven.

Wee Woodland Wuzzies fra Fuzzy Mitten, det er det mønster, der er brugt her. Kaninen er strikket i alpaca og angora, og tørklædet er rester. De absolut sidste tråde. Den blå stribe er en silke tråd, jeg fik som prøve fra Ho Strik for et par år siden. Nu er den brugt, og rakte lige. Det er lige i min and, at genbruge, hvad man kan.

tirsdag den 14. december 2010

Flere julemus.

Jeg kan næsten ikke holde op med at strikke flere af disse små fyre. Hver gang jeg falder over et nøgle restegarn, tænker jeg på , hvordan mon den lille mus vil se ud i det? Inden jeg får tænkt længere, er den færdig. De er super hurtige at strikke, og man kan variere dem i det uendelige.
Her er så to vidt forskellige. den hvide er strikket i Hjertegarns "Peru", og den bliver lidt grov, men holder formen godt. Den grå er strikket i Hjertegarns Strømpegarn, og halstørklædet er strikket som hestetømme på to pinde.
Der er stoppet lidt ris indeni ulden, så de bliver lidt tunge i bunden, og er nemmere at få til at stå.

søndag den 12. december 2010

Julemus fra drillenissen.

På min arbejdsplads er der drillenisser. Hver person har trukket et navn, og så er det bare om at komme frem med ideerne. Det kan være små drillerier eller små hjemmelavede pakker. Til jul skal vi så se, hvormange der har gættet deres drillenisse.
Der er dog kommet en ny medarbejder, så vi må være lidt kreative, så hun ikke føler sig udenfor..................og nu er det min tur i morgen til at ligge en lille pakketil hende.
det blev til denne lille franske frækkert.
Opskriften er gratis fra Barbara Primes hjemmeside:
http://www.fuzzymitten.com/
http://blog.fuzzymitten.com/search?updated-max=2009-12-19T11%3A02%3A00-05%3A00&max-results=7
Der skal bare scrolles ned til holiday mice.
God fornøjelse.


onsdag den 1. december 2010

Fingerløse vanter.

For flere år siden købte jeg 2 nøgler Alpaka Fashion fra D.A.D. i Odense. Udelukkende fordi farven var så smuk. Mørk bordeaux over i det rødlilla.
Nu kom det ud af lageret, og er blevet strikket op til et par fingerløse vanter i "kaffebønnemønster" pyntet med lidt Up21 fra Hjertegarn. Kvaliteten er uovertruffen.
Datteren har fødselsdag, og selvom der er holdt fest og gaverne er uddelt, skulle der alligevel være lidt at pakke op på dagen. Ved hun bliver glad, da hun længe har efterspurgt sådan et par handsker til brug, når hun kører bil.
Så tillykke med dagen...............

lørdag den 27. november 2010

Leicester pulsvarmere.

Uf, hvor er det koldt allerede. Igår ved kaffetid fik jeg den ide, at strikke mit hjemmespundne Leicester garn op til et par pulsvarmere. Bare sådanne et par enkle, der var lange nok til lige at blive trukket ud under bluden og op over håndroden, så de kan give lidt ekstra varme.
40 masker på p. nr. 5 -1 r, 1 vr og 46 rækker. Hveranden omgang strikkes retmaskerne dr.r.
De er skønne og varme og super hurtige at strikke.

fredag den 26. november 2010

Hoodie til Freya.




Så blev den næste Lyalya Hoodie færdig . Den er strikket en anelse større end i opskriften, og med masketallet fra voksen størrelsen. Jeg har lidt tyndere garn, så det kommer nok til at passe.

Der er også strikket et lille ekstra bærestykke på, så den hviler lidt mere på skuldrene og forhåbentlig ikke er så nem at vriste op fra jakken. Jeg hader selv, når det "trækker" ind fordi et tørklæde eller en hue ikke er stor nok.

Garnet er også denne gang Vidal Alpaca fra Hjertegarn. Det er superwash kvalitet og meget lækkert at strikke i.

Havde ikke lige en model, så måtte nøjes med en hatteblok på en urtepotte, men det går vel an?


lørdag den 20. november 2010

Lanasynfarvet Wensleydale uld.




Her er lidt Wensleydale uld farvet med lanasyn farver. Der blev også stoppet lidt uldgarn i gryden, og jeg tror det ender med at blive brugt til et halstørklæde.

Jeg er vild med farverne, og glæder mig til at spinde ulden.


Flower power elephant.


En lille rød elefant stoppet ud med uld. Opskriften er at finde på Ravelry under "Twins" projekter. Hun laver de skønneste små figurer, dyr og dukker.

Jeg brugte Peru fra Hjertegarn og pinde nr. 5. Den næste jeg skal lave vil jeg dog bruge pinde nr. 4 til, så den bliver lidt mere fast og rund i det.

Strikke og monteringstid var en formiddag, så det er et hurtigt projekt.

Lyalya Hoodie.


En lille hue af Vidal Alpaca fra Hjertegarn. Strikket på pinde 4 og 5. Jeg har købt mønsteret via Ravelry, og det er en hue med en god pasform efter billederne at dømme.

Jeg havde lidt problemer med måden, opskriften var skrevet på, og første forsøg så forkert ud.

Dette er så næste forsøg, og jeg bliver jo nød til at prøve noget andet garn også for at se om det virker anderledes. Næste forsøg vil jeg nok også lave halsstykket lidt længere og måske med lidt mere krave på.

Jeg skal bruge den til en fødselsdag søndag, så lige nu skal der bare hæftes ender på denne her.

Håndspundet garn.




Så blev der lidt prøver på forskellige kvaliteter af uld og garn. Det brune er finuld, og meget blødt. Det hvide Leicester - også blødt og luftigt. Det mere beige er en lille prøve af noget blandingsrace, og tilsidst er det blå og melerede, merino.

Alt er venstrespundet og højre tvundet.


Kusinesokker.


Endnu et par sokker til at varme i gummistøvlerne - eller rettere to par. Jeg brugte sokkegarn fra Hjertegarn, og havde sikret mig at starte samme sted i farverapporten på anden sok som den første. Noget så dog forkert ud da jeg havde de to sokker færdig. Indrømmet, der gik et stykke tid inden jeg opdagede, at det der var sket, var at garnet fra fabrikken af var vendt rundt, og dette gav en lille forskel i det færdige resultat.

Enden blev at jeg strikkede et par mere. Så det kom der to par ud af.

lørdag den 4. september 2010

Antonia aus Tirol.




Endnu et par strømper til min egen vinter kollektion 2010. Denne gang er der strikket af Opal garn nærmere betegnet: Antonia aus Tirol.

De er strikket med 64 m og strikket til str. 40, så der er stadig garn tilbage. Måske kan der blive lidt gnomer eller striber til et par andre sokker.


søndag den 29. august 2010

Leicester.




Uldkredsen Vestfyn har arrangeret et spindekursus for begyndere. Kort vil det være noget om redskaber, spinding, tvinding, løbelængder, spinderetning m.m og alt sluttes med et Rokketræf d. 26. september på Hørvævsmuseet (10-16).
Jeg meldte mig da jeg er medlem, og det er mange år siden, jeg lærte at spinde af Else Stampe og senere Lise Warburg. Jeg synes, jeg er blevet lidt rusten mht. at nytænke og komme igang med de forskellige metoder, så lidt opfriskning ville være på sin plads.
Hold nu fast. 25 personer var mødt op i den lille konfirmand stue i Kirke Søby. Ja vi sad tæt, rok ved rok, og nogle af dem, der kartede svedte godt igennem over både at skulle styre sine karter og sin motorik. Det er fantastisk at der er så stor en interesse for spinding for tiden.
Vi fik 50 g Leicester råuld, og skulle så tese, karte og spinde det. Ulden var bare skyllet i regnvand, så den var godt fedtet i lanolin.
Her er mit forsøg. Næste gang skal der så arbejdes med løbelængder mm. Det er venstrespundet og højre tvundet. Kvaliteten er meget fin og blød.


Lådne laster.




Ja så skete det igen. Kom lige til at melde mig til en S.A.L./K.A.L. via Ravelry gruppen "Longbacken". Det er en gruppe, der beskriver livet på gården, hvor Renée Darley bor med får og fibre i hobetal samt alle mulige finurlige emner fra livet i området. En rigtig hyggelig gruppe, hvis nogen har lyst at deltage?

Jeg har lige linket, hvis nogen skulle have lyst til at forøge deres lager af skønne fibre. Jeg tillod mig at bestille hvid Cashmere/merino til selve projektet (har endnu ikke noget billede - men det er så englene synger, når man rører ved de fibre), herudover fik jeg sendt merino med, så det passede med en bestemt posttakst - vi kan jo lige så godt fylde op...........................
Det blev det blå merino i en rigtig god kvalitet.

Jeg har 400 g, men har lige tilladt mig at tage 50 g til at spinde lidt som skal tvindes sammen med det regnbuekæmmede merino, der tidligere er vist her i tråden under indlægget om "Tour de fleece. Jeg syntes pludselig det blev lige broget nok, hvis der var to tråde af flerfarvet uld. Håber det bliver mere roligt sådan her.
Fibrene var dårligt indenfor døren, før de var på spolen. Hvem siger vi uldtøser er afhængige?
Nyd farven, den er fantastisk dyb blå, og i solskin nærmest lilla.


Baronesse Bambalina sokker.


Så blev det endelig min tur til at få sokker i år. Jeg har ikke haft nogle i flere år, så nu skulle der bare strikkes. Dette er det tredie par, så mon ikke jeg klarer mig gennem vinteren, hvis der kommer een, der ligner den sidste år? Jeg har godt nok fået to nøgler crazy Zauberball forærende til sokker også, men dem har jeg helt andre planer med...........

Jeg faldt for farverne i det 4 trådede Opal garn i den serie med de "kongelige garner", en serie, der er lidt dyrere end normalt, men hvor en del af indtægten gåt til at redde Regnskoven.

Dette garn er med navnet "Baronesse Bambalina", og i turkise lilla og pink nuancer. Meget smukt.

Astro sokker.




2 par Regia sokker i serien: Astro Color.

Datteren var med i Flensburg, hvor vi traditionen tro lige vendte rundt i den lille butik "Woll -Sucht" i Rote Strasse 16.
Hun strikker ikke selv, og var bare med som fyld, men inden vi var ude, var hun alligevel faldet for to nøgler garn til sokker.
Hun valgte de armygrønne efter farverne, og da jeg gjorde hende opmærksom på, at det var inspireret af stjernetegnene og de tilhørende farver, mente hun, at der også måtte et nøgle til der passede til hendes stjernetegn.

Enden blev, at hun fik et, der passer til Stenbukken (de grønne, brune beige nuancer), og et der passer til skytten (de pink, grå og sorte nuancer). Det var dejligt 4 trådet Regia uld som vi kender det - godt og stabilt, og hurtigt at strikke, da hun kun bruger str 37-38.
Stenbukken: 22.12-22.01 (Element: jord. stabilitet, sikkerhed og vedholdenhed)
Skytten: 23.11-21.12 (Element: Ild. impulsiv, styrke og energi)

mandag den 9. august 2010

Ouessant update.




En lille update på arbejdet med det hvide Ouessant uld. Der er nu spundet to nøgler garn, og disse er også strikket op til et sjal.
Sjalet er det franske "Soir d´eté", som er frit tilgængeligt på bloggen:
Den eneste hage er, at opskriften er på fransk. Jeg var dog helt sikker på, at lige netop dette sjal var det rette for at afprøve mit garn, idet der var en del med glatstrik, så man rigtig kan se hvor skinnende og glansfulde disse fibre er. Den anden del er et hulmønster, så man også får en fornemmelse af, hvad der kommer frem ved mønsterstrik.

Jeg er meget tilfreds med udseendet.

Det har været en udfordring at strikke efter fransk opskrift, men bevæbnet med en ordbog, og en mand, der var villig til at lede efter diverse betydninger af de enkelte ord er det lykkedes at komme frem til noget, jeg tror er den rigtige oversættelse.
Egentlig er jeg næsten færdig med sjalet efter opskriften, men jeg synes personlilgt, det er for kort. Har lagt det ovenpå mit Revontuli sjal, som jeg synes har en god størrelse, og har besluttet at karte og spinde lidt mere uld, så sjalet kan strikkes lidt længere.
Ulden ligger til tørre, og jeg kan næsten ikke vente på at få det gjort færdig.


mandag den 2. august 2010

Kaffe Fassett sokker.











Lidt nyt fra strømpepindene. Til min fødselsdag tidligere på året fik jeg 4 nøgler af det skønne 4-trådede sokkegarn fra Regia som Kaffe Fassett har designet. Ide Line, nærmere betegnet Mirage og Landscape.
Jeg er en stor elsker af Kaffe Fassetts design generelt, men har aldrig rigtig strikket noget af hans garner. Men det kommer jeg til nu, for jeg er bare solgt.
Da jeg startede med de røde sokker tænkte jeg umiddelbart, at det da lignede så mange andre smarte sammensætninger, men alligevel opdagede jeg at jo længere hen i arbejdet, jeg kom, jo mere ændrede helhedsintrykket sig farvemæssigt. Jeg vil nærmest sammenligne brugen af farvernes påvirkning overfor hinanden som det begreb Goethe/Johannes Itten betegner som induktion i Goethes farvelære/Farvekunstens elementer. Så her syntes jeg lige at det hele fik afdækket et interessant lag.
Endnu mere spændende blev det, da jeg gik igang med de meget farverige sokker i hippiefarverne - ja for det var det jeg tænkte om dem først, men også her var der alligevel noget, der forvandlede sig, mens arbejdet skred frem. 8 forskellige farver, alle skønne hver for sig, men sammen bliver de helt magiske. jo længere tid man ser på dem. Det er helt sikkert sokker, som vil skabe kontakter, hvor de end går hen. De vil tales om, og jeg glæder mig til at se, hvor meget det bliver.
Jeg kan lige så godt indrømme, at selvom jeg er dristig i farvevalg indimellem, ville jeg aldrig have turdet sætte disse 8 farver sammen. Men som altid handler det jo om afbalanceringen af de enkelte farver i forhold til hinanden, og det mestrer Kaffe Fassett også.

Disse sokker er helt sikkert til mig selv.

onsdag den 28. juli 2010

Retro Poncho.




Så er der hæklet en lille retro poncho i det populære bedstemors mønster. Jeg husker, at vi piger havde disse ponchoer som børn, og vi var vilde med dem.
Den er hæklet i Mohair fra Stof og Stil, vejer 105 g og er blød og let som en fjer. Prisen var også overkommelig 19,95kr pr. nøgle. Man kunne evt sætte lidt tyndere frynser i eller udelade dem, så blev prisen holdt på 40 kr.
Mønsteret er fra et gammelt ugeblad, men det findes tilgængeligt mange steder. Denne model er størrelse 6 år.
Det tog blot et par aftener at hækle den, og så var der lidt montering med at hæfte ender og sætte frynser på.




Svensk Dronninge marmelade.







Dette er ikke et håndarbejdsindlæg, og dog. Vi havde blåbær med hjem fra ferien i Sverige, og traditionen tro ville jeg lave marmelade af det. Det har været temmelig tørt deroppe, så bærrene er små i år, og jeg gik på jagt i "den grønne syltebog" for at se om det kunne suppleres med andre bær?
Hindbær var løsningen, og jeg har så rigeligt af dem i haven, så det var bare ud og plukke.

½ kg blåbær
½ kg hindbær
1 dl vand
400 g sukker
3 teskeer Melatin (der blandes med lidt af sukkeret)

Det hele koges op, der puttes sukker og Melatin i og det koges op igen. Skummes og kommes på rengjorte glas.
Mums - de varer ikke længe..............der er allerede røget et glas!



mandag den 19. juli 2010

Nålefiltet bamse.




Jeg har feriegæster i denne tid. Den lille femårige kan næsten ikke "tåle" at gå gennem huset, for den ene ide efter den anden springer ud af hendes hovede. Nogle gange er jeg igang med at finde noget, hun vil igang med, og i ventetiden har hun allerede set nye materialer, og får nye ideer. Hun er en rigtig "Uldtøs" - helt sikkert en kommende kreativ pige.

Igår lige inden sengetid havde hun fået øje på en filtebog, jeg havde lånt på biblioteket. Jeg havde ikke fået den læst, men den skulle så være godnathistorien, og drømmene om alt det vi skulle nå idag ville ingen ende tage.

Vi fandt sådan en lille hvid lærreds dukke frem - en fødselsdagsgave, jeg havde fået fra en anden uldpige. Man kan filte på dem, og jeg tænkte, at det måtte da lige være noget, der var overkommeligt her uden det helt store vandsjaskeri.

Freya bestemte farverne og udseendet, og jeg ville nok ikke lige have valgt den farvesammensætning, men den blev da meget sød til sidst. Jeg ville gerne have at sløjfen skulle være rundt om halsen, men nej - det var jo en pige bamse, så den skulle i håret.

Hun har allerede planlagt, hvad hun skal filte næste gang, hun kommer her - og hun har hukommelse som en elefant, så jeg kan lige så godt forberede mig ..........en løve, en kænguru, en bamse, en and, en kylling, en dværg..................


lørdag den 17. juli 2010

Regnbue strømper.


Her er et par restesokker i str. 3 år. Jeg har brugt Mayflower med Aloe Vera, og jeg elsker dette garn.
Sokkerne vejer 30 g.
Der er 48 m på pindene, str. 3