søndag den 30. marts 2008

Mettes kaffetaske.


En anden strikket og filtet sag er den strikkede kaffetaske. Tasken er strikket efter en gratis opskrift fra Bendix garn. Det er en god model, med mulighed for mange variationer.



Jeg har strikket den i Peru uld fra Grønhøj Garn, og med inspiration fra nordisk strik. Den er filtet v. 40 grader - kort program, og blogget ud over en papkasse fra posthuset.


Ved hanken har jeg lavet lidt om på opskriften, da jeg ønskede en fast hank. Den er strikket, rullet og syet til inden filtning.

Tasken var "et påskeæg" til min søster.

Filtet garnkrukke


Jeg er blevet lidt bidt af at strikke og filte i maskinen. Det er en metode, der passer bedre ind i en ofte travl hverdag i forhold til almindelig vådfiltning, der ofte må laves i een arbejdsgang.
Jeg har strikket uden mønster.
Garnet er Naturuld og up21 fra Grønhøj Garn/Hjertegarn. Forbrug ca. 300g.
Bare husk at strikke overdimentioneret stort, så går det ikke helt galt.

lørdag den 29. marts 2008

Filtet sovepose til babydukke.


Så er den filtet - soveposen til dukken. Den blev noget mindre end beregnet. Den er strikket meget løst i naturuld fra Grønhøj Garn på p. 8. D.v.s. meget løst, hvilket gør at der er forholdsvis meget plads fri til at garnet kan trække sig sammen under filtning. Jeg prøvede at filte den på 30 grader denne gang, men det var såmænd også for meget. Måske skulle den bare have været i maskinen selv uden ekstra håndklæder til at øge friktionen? Det må prøves med den næste.

Da jeg ikke havde en dukke, der passede længere, måtte jeg se at få syet en anden færdig. Den er stadig under opbygning - kan ikke rigtig finde ud af om det skal være en pige eller en dreng?

Filtet dukkepose.


Inspireret af Mariechen strikkede jeg en sovepose af naturuld. Kantede den med Up 21, filtede den v. 30 grader, og nu er den klar til at få en dukket syet i en størrelse, der passer til.

Billedet her viser posen inden filtning.

torsdag den 27. marts 2008

Mariechen.


Så blev der syet en lille Mariechen. Dukken er en klassisk Waldorfdukke af naturmaterialer. Der er brugt bomuldsstof og silke til huen. Det dufter så godt. Håret er i bomuld, og indeni er der karteflor og tubegaze.

Inden dukken er syet sammen, er der kommet en lille klokke ind i hulrummet. Hver gang barnet bevæger dukken, høres en sagte ringlen. Det er til stor forundring og glæde, når sanserne bliver vakt på flere måder i samme stykke legetøj.

Det er en dukke for det lille barn, og jeg har i mit arbejde set, at det er en af de modeller som børnene bliver ved med at lege med. Selv større børn, der begynder at klæde dukkerne på og af, kan finde på at lege med disse dukker.

Dukken her har allerede et hjem, og bliver sendt imorgen. Det er en barselsgave. Jeg er sikker på den vil blive elsket, hvor den kommer hen.

tirsdag den 25. marts 2008

Sjal Nr. 101 fra Karen Noe.


Havde gæster i påsken, og min søster skulle have hjælp til at starte "projekt strikket sjal". Hun er ikke rutineret, men havde forhørt sig i butikken, hvor hun købte garnet om det kunne gå?

Ak og ve, det var sværere end som så, og selv jeg, der betegner mig som rimelig rutineret strikker, måtte trævle op adskillige gange inden dette projekt kom fra start. Med en blok og pen til at føre nøje regnskab over rækkerne er det da lykkes at komme et stykke. Garnet er dog blevet strikket igen og igen flere gange.

Resultatet ser ud til at blive pænt, og det er første gang, jeg begiver mig ud i "Kauni - bølgen". Det ender vel med, at jeg også må strikke et til mig selv? Farverne er fra lys grå over sort og omkring lilla.

Webstriks KAL 2008.


Så er påskeferien ovre, og jeg har endelig kunnet begynde mit halstørklæde. Oprindelig havde jeg valgt Kauni, multifarvet garn, men da jeg så mønsteret, måtte jeg vælge andet. Var ræd for at de fine hulmønstre ikke kom til sin ret, så jeg fandt noget alpaca - Indiceta i mit lager. Det har ligget længe, og farven - lys lilla - er jeg ikke vild med lige nu, men det kan jo komme.

Havde lidt problemer med at læse det svenske i opskriften. Fik det løst, og er da fra start. Nu skal der strikkes 24 mønstre over 24 uger.

Spændende projekt.

tirsdag den 18. marts 2008

Strikket bamse.


En lille hurtig sag at strikke. Ca. en aften og så lidt montering bagefter. Garnet er Bonita fra Ingelise Sy & Strik. Fyldet er karteflor fra Hjelholts uldspinderi.
Der er flere bekendte, der skal barsle inden længe, men mon ikke der er en pige imellem? Ellers må jeg igang med drengefarverne.

Webstriks KAL 2008.

Så er der KAL 2008. Jeg er tilmeldt, og skal igang med at strikke "Halsduken". Garnet er kauni, men har ikke lagt mig mere fast på det, end at det kan ændres, hvis det viser sig at mønsteret ikke kommer til sin ret.
Jeg glæder mig til at komme igang.

fredag den 14. marts 2008

Velkommen

Velkommen til alle, der har lyst at dele strikningens leg med mig. Der er fri plads til at boltre sig. Håber på mange spændende og givende indlæg.
Hilsen Jette